Brugerværktøjer

Webstedsværktøjer


aendring_til_programmet

Provisorier, postkort og personalhistorier

Denne side er påbegyndt den 27.06.2017 og vil løbende blive udbygget.

Forord.

Idéen er at beskrive forskellige filatelistiske og postale emner med udgangspunkt i forsendelser, der alle, med undtagelse af nogle få i det indledende afsnit, som minimum er frankeret med 4/8 øre provisoriet. Også 15/24 øre provisoriet beskrives, men noget mere sekundært end 4/8 øren. Forsendelserne suppleres med enkeltmærker og blokke eller helark, når det findes relevant. Hertil vises postkort (og en sjælden gang fotos, malerier eller andet), som på den ene eller anden måde relaterer sig til nogle af de pågældende forsendelser. Postkortene vil typisk, men ikke nødvendigvis, vise den ejendom eller den gade, hvor forsendelsens modtager eller afsender boede. Og dertil følger en personalhistorie på enten modtager eller afsender af forsendelserne eller deres nærmeste slægtninge. I nogle tilfælde har det vist sig vanskeligt at finde en personalhistorie på afsender eller modtager og i de tilfælde bringes en historie på virksomheden vedkommende var tilknyttet eller en person med relation til den filatelistiske del

De filatelistiske og postale emner, der beskrives kan f.eks. være kendetegn på mærket, der gør at det kan positionsbestemmes, portosatser eller poststempler. Beskrivelserne må på ingen måde betragtes som udtømmende og en del af den filatelistiske information vil for mange være kendt i forvejen, det er dog mit håb, at jeg indimellem også kan bibringe læseren ny viden.

For en mere detaljeret beskrivelse af 4/8 og 15/24 øres provisorierne henvises til Lasse Nielsen & Henry Regelings mesterværk Denmarks Provisionals 1904-1912-1915. En helt igennem fantastisk bog, der har tjent som stor inspirationskilde for dette værk.

Den røde tråd, hvis der er en sådan, er selve forsendelserne. De er omdrejningspunktet for de filatelistiske beskrivelser og personalhistorierne. Forsendelserne vil efter indledningen, hvor baggrunden for tilblivelsen af selve provisorierne behandles, blive præsenteret efter forsendelsesart, startende med tryksager.

Nogle af personalbeskrivelserne omhandler ministre og politikere, ligesom Christian IX`s politiske tilhørsforhold berøres, men det er vigtigt for mig at understrege, at dette værk på ingen måder har til hensigt at være politisk endsige på nogen vis at favorisere et bestemt politisk parti. Når „politikken“ berøres er det simpelthen fordi den udgjorde en så væsentlig del af den pågældendes liv, at den ikke er til at komme uden om.

Jeg håber I må blive inspireret hvad enten I er optaget af de filatelistiske, postale eller personalhistoriske aspekter, selv har jeg fået mange fornøjelige timer til at gå med at researche - god fornøjelse.

Jesper

N.B.: Klik på billederne, hvis I vil have dem forstørret.

Indledning

1: Overgangen fra rigsmønt til kronemønt:

Fra frimærkets indførelse, den 1. april 1851 og frem til overgangen til det nye møntsystem pr. 1. januar 1875, havde landsportoen for breve af 1. vægtklasse været 4 skilling…

3 stribe tofarvet 4 skilling linjetakket. Nummerstempel 107 - Tarm. Den tofarvede udgave blev tegnet af Philip C, Batz og udkom første gang i juni 1870.

… men ved indførelsen af kronemønt ændredes portoen til 8 øre, i det Møntloven af 23. maj 1873 i § 18 stk. 1 bestemte:

”At der for hver Rigsdaler erlægges 2 Kroner.

At der for hver 48 Skilling erlægges 1 Krone.

At der for hver 24 Skilling erlægges 50 Øre.

At der for hver 12 Skilling erlægges 25 Øre

og at mindre Beløb end 12 Skilling betales med dobbelt så mange Øre, som der skulle være erlagt i Skilling.”

Landsportosatsen for breve af 1. vægtklasse forblev herefter uændret 8 øre i over 27 år, den længste periode hidtil uden portoændringer efter indførelsen af kronemønt.

Landsportobrev sendt 29.07.1878 fra Kjøbenhavn til Velærværdige Herr Pastor Jantzen, Gjentofte, takst 8 øre.

8 øre rød/lysgrå isoleret omvendt ramme, tryk 12 (april 1878), position A31.

Pastoren, prinsen og prinsessen

Hvad vil være mere naturligt end at starte personalhistorierne med en af Danmarks store personalhistorikere…

Albert Thorvald Jantzen (23.05.1840 – 07.01.1917) præst og personalhistoriker. Født i Kbh, død på Frbg., begravet i Gentofte. Jantzen voksede op i et hjem præget af nøjsomhed og streng pligtopfyldelse; han blev sat i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvor han for livet sluttede venskab med den senere biskop H. Stein, der var medvirkende til at han kom til at studere. 1858 blev han student og 1864 cand.teol. I studenterlivet deltog han ikke ret meget; hans fritid blev optaget af biblioteksstudier, især vedr. personalhistorie der allerede dengang var hans livs store interesse. Efter eksamen var han et par år huslærer på Knuthenborg, men blev 1865 på anbefaling af stiftsprovst J. H. Paulli lærer for prins Valdemar og prinsesse Thyra, en stilling han bestred i otte år, i flere henseender en rig udviklingstid for ham. Han vandt i sjælden grad hele kongehusets bevågenhed. Flere gange fik han også lejlighed til ifølge med de kongelige herskaber at rejse i udlandet, således 1866 i England og 1871-72 i Grækenland og Italien. 1873 blev han kapellan pro loco i Gentofte og ved sognepræst Harald Ipsens død 1876 blev han efter Chr. IXs udtrykkelige ønske hans efterfølger (-1913). Som præst tilhørte Jantzen i udpræget grad den centrumkirkelige retning. Hans prædikener udmærkede sig ved klarhed og gennemarbejdet form, og ved siden af sin statelige skikkelse og vel afbalancerede optræden virkede han som en typisk prælat af Biskop H. Martensens skole. Også som kirkelig administrator i det omfattende pastorat stod han højt, nøgtern og forretningsduelig som han var. I sin menighed var han afholdt, og han bevarede stadig kongehusets gunst; det viste sig bl.a. i at han 1885 blev udset til at forrette prins Valdemars og prinsesse Maries vielse på slottet Eu i Frankrig. Udnævnelser: R 1873. DM 1883. K2 1911

Det indre af Gjentofte Kirke, hvor Jantzen var sognepræst fra 1876 – 1913

2: 24 øre våbentype bliver til, men får en kort levetid

Den 1. april 1901 blev et 24 øres frimærke af våbentypen udgivet som suppleringsværdi. Denne værdi muliggjorde, at pakker fra 2 til 5 pund samt anbefalede breve kunne frankeres med kun ét frimærke.

Rekommanderet brev af 1. vægtklasse sendt 15.04.1901 fra Nørre-Aaby til Hr. Stamhusbesidder Grandjean, Vennerslund pr. Nr. Alslev, takst 24 øre.

Ifølge Arne Fredens kendes der under 10 anbefalede breve med 24 øre single – dette er, hvis ikke det tidligste, så et af de tidligste, stemplet i udgivelsesmåneden.

Fra 1883 – 1903 blev rekommanderede breve forsynet med et rektangulært sort ”R” stempel. Fra 01.07.1903 påklæbedes et mærkat (undertiden kaldet anbefalingsvignet) med registreringsnummer.

Farven er gulbrun varierende fra en meget lys nuance til en ret mørk, lidt rødlig nuance. Mærkerne er kamtakket 12 ¾ og har vandmærke krone 2. Omvendt vandmærke forekommer, både på mærker med og uden overtryk.

Grandjeans erektionspatent: Vennerslund - Danmarks sidste Stamhus

I 1809 erhvervede prokurator, senere justitsråd, Carl Vincens Grandjean Vennerslund for 300.000 rdl. Siden da har Vennerslund været i slægtens eje. Brorsønnen Cand. jur. Ludvig Grandjean overtog Vennerslund efter justitsråden. Han lod den nuværende hvidkalkede hovedbygning i 2 etager i senempire opføre 1845 ved tømrermester og arkitekt Otto Michael Glahn.

Samme år fik han erektionspatent på Vennerslund. Erektionspatent, er det dokument, hvorved grevskaber, baronier og stamhuse blev oprettet og her kunne erektoren udstikke retningslinjer for, hvem og i hvilken rækkefølge slægtninge kunne opnå nydelse af lenets eller stamhusets indtægter. Stamhuset var skattefritaget, men kunne til gengæld ikke sælges.

Det første danske stamhus var Hesselagergård, der blev oprettet i 1568, mens Grandjeans Vennerslund blev det sidste, da retten til at oprette stamhuse bortfaldt med Grundloven af 1849. Med Lensafløsningsloven af 1919, der havde til formål at afløse (nedlægge) de eksisterende len, stamhuse og fideikommisgodser, blev der indført en så hård beskatning at ejerne reelt var tvunget til at gennemføre afløsningen over en relativ kort årrække.

Brevet, der er vist ovenfor, er sendt til Kammerjunker, Cand. jur. Johan Ludvig Grandjean, der ejede Vennerslund frem til 1926 – han var således ejer af Vennerslund i tiden både før og efter ikrafttræden af Lensafløsningsloven.

Vennerslund afløstes 1930 af hans søn kammerherre Johan Carl Vilhelm Vincens Grandjean, der i øvrigt deltog i olympiaden i Berlin 1936, men det er en anden historie….

Vennerslund

3: Taksterne ændres

Den 1. oktober 1902 blev de fleste posttakster ændret, så de blev delelige med 5 øre.

Taksten for anbefalede breve blev hævet fra 24 til 25 øre. Herved var der ikke mere var brug for 24 øre våbentypen. Som følge af den ret korte levetid nåede den da også kun af blive trykt i et tryk.

Og taksten for almindelige udenbys breve blev hævet fra 8 øre til 10 øre, hvorved 8 øres værdien af den tofarvede udgave blev overflødig.

Landsportobrev sendt 01.10.1902 fra Sagfører P.M. Nørregaard, Ankerhus, Aarhus til Sagfører Knudsen, Horsens. 1. dagen for takst ændringen fra 8 til 10 øre.

Landsportobrev sendt 16.10.1902 fra Vejle også til Sagfører C. J. Knudsen, Søndergade 14, Horsens.

I starten blev en del 8 øres mærker brugt sammen med to gule 1 øres af våbentypen, men to år senere havde postvæsenet stadig et lager på over 30.000 ark. Disse blev bedømt som værende for gode til blot at destruere, og det blev besluttet – ved hjælp af overtryk – at omdanne dem til 4 øres frimærker.

Frimærker, funkis og fisk

Carl Johan Knudsen, født 20. marts 1863 i Holstebro, død 30. april 1936 i Horsens. Søn af snedkermester Ole K. og hustru Marie Laursen. 1879 Forberedelseseksamen. Indtil 1. marts 1880 hos sagfører E. Falbe-Hansen, Holstebro, 1. maj 1882 - 1. november 1885 hos prokurator Fr. Poulsen. 1886 exam. jur. 15. marts - 1. november 1886 fuldmægtig hos sagfører Vesterby, Ringsted, fra 6. november 1886 hos prokurator C. Villadsen, Hjørring. 30. marts 1889 sagfører, Horsens; praktiserede der fra 1. maj samme år til sin død. 1903-07 medlem af Ligningskommissionen.

Carl Johan Knudsen var selv filatelist. Den 14. februar 1894 mødtes han sammen med 13 andre Horsens borgere for at forberede den stiftende generalforsamling for Horsens Philatelist-Forening. Dagen efter, den 15. februar blev foreningen stiftet. Der var 19 medlemmer, da den var på sit højeste, som oftest mødte blot 6 – 7 frem til medlemsmøderne, der altid blev afholdt på Hotel Hejmdal.

Klubbens formand og medstifter af foreningen J. A. Lange meddelte ved mødet den 18. august 1895, at han desværre så sig nødsaget til at trække sig tilbage, da han fra september samme år bosatte sig i Kjøbenhavn. Sekretæren overtog forpligtelserne, indtil generalforsamlingen kunne vælge en ny formand.

Ved generalforsamlingen den 15. februar 1896 valgtes Herr. Sagfører C. J. Knudsen til ny formand. Ved generalforsamlingen den 5. marts 1898 meddelte han, at grundet forskellige omstændigheder i 1897 var der ikke afholdt generalforsamling, og som følge af, at der kun havde været små udgifter var der ikke opkrævet kontingent for året 1897. Foreningen blev opløst i 1898.

Carl Johan Knudsen blev gift med Jenny Gjerløv (1865 – 1936) i maj 1891 og året efter fik de sønnen Oluf Gjerløv Knudsen (28.01.1892 – 16.04.1980). Han blev student 1912 fra Horsens, tog filosofikum 1913 og gennemgik Teknisk selskabs skole i Kbh. med afsluttende eksamen 1917, kom derefter ind på kunstakademiet og tog afgang fra arkitekturskolen 1923. Med enkelte afbrydelser tegnede han 1916-23 hos Anton Rosen. Efter Rosens død 1928 overtog han nybygningen af institut for teknisk kemi på Østervoldgade som Rosen havde begyndt at projektere for Polyteknisk læreanstalt. Bygningen opførtes 1929-32 og hermed indledte Gjerløv Knudsen en langvarig tilknytning til læreanstalten, idet han tillige fik en lang lærergerning ved samme institution, som lektor fra 1936 og som docent 1946-62 i husbygning og byplanlægning. Institutionen, som er inspireret af Chr. IV´s Sankt Anna Rotunda, er opført i gule mursten i en nøgternt opdelt form med et stort monumentalt indgangsparti mod Østervoldgade. Komplekset, der er renset for pynt var upopulært i den funktionalistiske periode, der fulgte i 1930´erne og 1940´erne.

Funktionalismen var dog ikke Gjerløv-Knudsen fremmed, hvilket nogle af hans øvrige arbejder bevidner, herunder hans bygninger for Danmarks Akvarium ved Strandvejen i Charlottenlund 1939. Udnævnelser: R 1942. R1 1954.

Parti af Søndergade med Sagfører C.J. Knudsen i nr. 14. Klik på billedet - tæl husene fra højre mod venstre, hvor nr. 6 er varehuset, så er nr. 14 Knudsens - på skiltet under vinduet står der C. J. Knudsen Sagfører.

Ankerhus ved Clemensbro, Aarhus, hvor sagfører P. M. Nørregaard havde sit kontor.

4: De første provisorier i Danmark

Inden overtrykningen havde postvæsenet eksperimenteret en del med, hvorledes overtrykket skulle se ud. Da de røde ovaler på 8 øres mærkerne har en ret mørk farve, var det ikke et let mærke at overtrykke, og der blev gjort meget ud af at finde et overtryk som tydeligt kunne ses. I generaldirektoratets samling findes 3 plancher (M92, M93 og P114) med helark, som illustrerer eksperimenterne.

Der findes ikke i privat eje eksemplarer af essays. Overtrykket på det her viste 1 øre bølgelinje-mærke minder en del om overtrykket på de essays der sidder i 4. række på planche 114, som er et utakket, ikke gummieret ark 8 øre, tryk 121 plade B. Det blev dog ikke dette overtryk, der blev valgt som det endelige overtryk, men overtrykket som vist på mærket til højre.

Til overtrykningen anvendtes ark fra de sidste tre tryk af 8 øre tofarvet, tryk 119, 120 og 121.

I 1904 blev i alt 32.122 ark overtrykt, alle var fra tryk 121 med vandmærke krone 3 (muligvis undtaget 1 ark, men det er ikke bevist).

Ovalen er dyb kraftig rød, ofte med ret spinkle ydre rammelinjer. Rammen er mørk sortgrøn med jævn farvefordeling. Mærkerne er kamtakket 12 ¾. Omvendt vandmærke kendes på mærker med overtryk. Mærker fra øverste række i arket genkendes let på en tyk og lidt udtværet øvre rammelinje, mens mærker fra nederste række i arket genkendes på en udtværet rammelinje forneden.

Rammerne hører til hovedgruppe 5, og ligesom for ovalerne blev der anvendt uændrede rammesettings til tryk 120 og 121. De benævnes 48A + 48B.

A-arket, tryk 121.

B-arket, tryk 121.

I 1912 fremstilledes et yderligere oplag på 813 ark. Dette oplag udkom den 1. april. Størstedelen af disse – estimeret 620 ark - var fra tryk 120 med vandmærke krone 2, mens en mindre del antages at have været fra tryk 121 (dette er dog heller ikke bevist endnu). Ovalen i tryk 120 er klar rød. Rammen er lys blågrå eller grøngrå, ret spinkelt tryk, men set i en lup med en meget uensartet fordeling af farven. Mærkerne er kamtakket 12 ¾. Omvendt vandmærke kendes ikke. Mærkerne fra øverste og nederste række i arket er ikke specielt genkendelige.

'

20 blok, tryk 120

Et ark var fra tryk 119, hvor 89 positioner er med omvendt ramme og 11 positioner med ret ramme. De omvendte rammer, hvoraf der kendes ca. 20, er således nogen af dansk filatelis største sjældenheder. Tryk 119 beskrives senere.

Det var første gang, der fremstilledes provisorier i Danmark, og man fandt i den forbindelse anledning til den 17. oktober 1904 at udsende en officiel meddelelse (O.M. nr. 28, 1904) med følgende ordlyd:

”Det meddeles herved Posthusene, at de her beroende Restoplag af 8 og 24 Øre Postfrimærker ere overstemplede til at gælde som henholdsvis 4 og 15 Øre Postfrimærker. Samtlige Posthuse ville med det første kunne forvente sig tilstillet et Oplag af disse Frigørelsesmidler, der sælges og beregnes som ganske almindelige 4 og 15 Øres Postfrimærker.”

”Med det første”, som nævnt ovenfor, tolker jeg derhen, at der ikke har været nogen egentlig fast udgivelsesdag. Min tese er at de enkelte posthuse har fået et oplag tilstillet ved først givne lejlighed eller snarest belejligt efter udsendelsen af O.M. nr. 28, 1904. AFA nævner den 19. oktober, som udgivelsesdag. Jeg har endnu ikke set eksemplarer afstemplet den 19. oktober, dermed ikke sagt at de ikke findes. Den tidligste dato jeg indtil videre har observeret er den 20. oktober.

Lokalbrev, takst 5 øre, sendt til Hr. E. Kanitz den 20.10.1904 - tidligste dato jeg endnu har set.

Tryk 121, position B9. Rammematrice: 5D1 og overtryksfejl: Plet i snuden på 4-tallet.

Kanitz, komponisten Weyse og generalpostdirektør Svendsen

Lokalbrevet er sendt til handelsagent/bogholder Emil Edvard Kanitz, født 23.07.1869, der havde meldt bopæl på adressen den 1. november 1903. Hundrede år tidligere, i årene 1799 – 1803 var organisten og komponisten C. E. F. Weyse (1774-1842) at finde blandt ejendommens beboere. Weyse var i 1820erne og 1830erne dansk musiklivs ledende skikkelse. Ikke mindst som komponist til Ingemanns salmer og sange, som bl.a. I Østen stiger Solen op og Julen har bragt velsignet Bud, men også med Den signede Dag som salmedigteren Grundtvig lagde tekst til, står Weyse som en af 1800-tallets største danske komponister.

På den anden side af gaden, i nr. 33, ligger Postgaarden, der siden 1780 havde fungeret som landets hovedpostkontor. I tiden op til udgivelsen af provisorierne i oktober 1904 var det Christen Svendsen, der residerede på Postgaarden, som generalpostdirektør. Svendsen blev født den 24. august 1847 i Helsingør, som søn af købmand sammesteds Christian Julius Svendsen og Alvine Christine f. Pullich. Han dimitteredes privat til Universitetet i 1866, bestod juridisk Embedseksamen i 1872 og fik samme år ansættelse på Sjællands Stiftsamts Kontor; i 1874 ansattes han i Indenrigsministeriet, samtidig med at det da ophævede Generalpostdirektorats forretninger overgik til dette. 1883 udnævntes Svendsen, der under sin tjeneste i Ministeriet stadig havde været knyttet til Kontorerne for Post- og Telegrafvæsenets bestyrelse, til postinspektør og tjenstgjorde som sådan for Nørrejylland indtil maj 1886 og derefter for Østifterne, indtil han 27. januar 1894 udnævntes til Generaldirektør for Post- og Befordringsvæsenet. Svendsen, der overtog stillingen som sådan med indgående kendskab til Postvæsenets forhold og personer, såvel som til posttjenestens enkeltheder, lagde i sin ledelse af Postvæsenet særlig vægt på at fremme dettes udvikling, navnlig ved tilvejebringelse af bedre lokaler for postkontorerne, udvidelse af brevsamlingsstedernes virksomhed, forøgelse af omdelingen i landdistrikterne og i København og forbedring af personalets vilkår. Svendsen repræsenterede Danmark på Verdenspostforeningens internationale kongres i Washington i 1897 og blev i 1898 Kommandør af Dannebrog af 2. grad. Svendsen var selv involveret i tilblivelsen af Danmarks første provisorier, således approberede han den 16.6.04 et helark af 8 øres tofarvet, hvor der er udført 14 prøvetryk med endelige klicheer, i farverne sort og mørk grøn. Svendsen døde den 27. oktober 1904 få dage efter at provisorierne var blevet udgivet

Parti af Kjøbmagergade med Postgården til venstre i billedet

5: Forsinket erindringsudgave i anledning af kongens 40 års regeringsjubilæum

Udover 4/8 øre og 15/24 øre udkom der i efteråret 1904 yderligere et frimærke - 10 øre rød med portræt af kong Christian IX. Frimærket udkom som en forsinket erindringsudgave i anledning af kongens 40 års regeringsjubilæum i november 1903. Det var første gang kongen blev portrætteret på et dansk frimærke, men faktisk havde professor Hans Tegner, der stod for udformningen af frimærket, allerede brugt portrætmedaljonen på islandske frimærker i 1902.

Øverst: Landsportobrev sendt 24.11.1904 fra Højres Forretningsudvalg i Kjøbenhavn til Nr. Alslev, takst 10 øre. Brevet er stemplet i udgivelsesmåneden, den præcise udgivelsesdag er ikke opgivet.

Nederst: Rekommanderet brev sendt 02.02.1905 fra Kjøbenhavn til Chicago, U.S.A, takst 35 øre.

Venstre: Islandsk 3 aur - tegnet af professor Hans Tegner- udgivet 09.10.1902.

Christian den Niende - Med Gud for ære og (til højre) ret

Han voksede op som en yngre søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og tilhørte dermed en fjern sidelinje af det danske kongehus, der nedstammede fra Christian III. I 1852 blev han imidlertid udset til tronfølger i det danske monarki, da Frederik VII ikke havde arvinger, og man derfor måtte forvente at den oldenborgske slægts hovedlinje snart ville uddø. Frederik VII døde den 15. november 1863 og Christian efterfulgte ham som konge i Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Han var den første danske konge af den glücksburgske linje af den oldenborgske slægt. Christian IX var konge af Danmark fra 1863-1906.

Kort forinden Christian IX besteg tronen havde folketinget vedtaget den såkaldte novemberforfatning, der betød at Slesvig, men ikke Holsten, ville blive indlemmet i det danske rige. Kongen, der var helstatsmand, og altså mod delingen af Slesvig og Holsten, var betænkelig ved at skulle underskrive forfatningen, idet han forudså problemer med Otto von Bismarck. Men han var stillet overfor et folkekrav – der var demonstrationer foran slottet og ligeledes blev han presset af Rigsrådet og Københavns borgerrepræsentation i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for Danmarks riges frihed og selvstændighed. På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev kongen forfatningen den 18. november 1863. Han understregede, at ansvaret lå hos ministeriet, men at han ville skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke. Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig – en krig som landet ikke kunne vinde og som betød, at Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Efterfølgende kom forfatningskampen til at dominere en lang række af Christian IX regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig længe uden forbehold til konseilspræsidenten fra Højre, J. B. S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre. Da Estrup trak sig tilbage fra posten, forsøgte kongen sig med endnu tre højreledede mindretalsregeringer. Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 lod kongen sig endelig overtale til at udnævne et Venstre-ministerium, bl.a. under indflydelse af svigerdatteren prinsesse Marie. Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.

På trods af de mange års politiske strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen overfor alle. Hans ærlighed blev, som Frederik VI, en legende. Han var med andre ord – et meget fint og ordentligt menneske.

Postkort med motiv af monogrammet, der blev lavet i forbindelse med kongens 40 års regeringsjubilæum.

6: To provisorier frem for tre konger

Christian den Niende, der døde den 29. januar 1906, efterfulgtes af sin søn Frederik den Ottende. Han fik imidlertid kun godt 6 år på tronen, da han under hjemrejsen, fra en rekreationsferie til Rivieraen, døde i Hamborg den 14. maj 1912, kun 1½ måned efter udgivelsen af 2. oplag af provisorierne. Hans søn Christian den Tiende blev konge og herved kom de 2 provisorier, som de eneste provisorier hidtil, naturligt til at være i brug under 3 konger.

Øverst: Postkort med sørgerand, hvor pigen symboliserer Danmark, der sørger over Christian IX`s død.

Midterst: Postkort fra Jægerspris til Kjøbenhavn sendt på kongens dødsdag, den 29.01.1906, takst 5 øre.

Nederst: Løbeseddel fra København, mandag eftermiddag, den 29. januar 1906, hvor det meddeles at kongen er død.

7: Verdens første julemærke udkommer blot ca. to måneder efter provisorierne

”Som det allerede vil være bekendt gennem Omtale i Pressen, har en dansk Postmand, medundertegnede Postekspedient E. Holbøll, fremsat den Tanke at iværksætte en Indsamling i velgørende Øjemed ved Hjælp af et Mærke, bestemt til at anbringes paa Jule- og Nytaarsforsendelser.

Efter at undertegnede have været samlede for at drøfte denne Plan og Muligheden af dens Gennemførelse, ere vi kommet til det Resultat, at der her foreligger en smuk og praktisk Idé, der fortjener at bringes til Udførelse. Idet vi derfor have besluttet os til at iværksætte en saadan Julemærkeindsamling, nære vi det sikre Haab, at denne ikke blot i Aar vil finde Befolkningens Tilslutning, men at Indsamling ved Hjælp af Velgørenhedsmærker vil vise sig at blive et i al Fremtid til Jul og Nytaar knyttet Velgørenhedsværk; og vi have i Fortrøstning til, at denne Forventning ikke vil blive skuffet, anset det for magtpåliggende allerede nu at fastslaa et bestemt Formaal for denne og fremtidige Julemærkeindsamlinger.

Efter nøje Overvejelse have vi da mellem de forskellige Formaal om hvilke der kunde være Tale, som Øjemed for Indsamlingen valgt:

Oprettelse af et Sanatorium for Brystsyge Børn.”

Sådan indledes julemærkets dåbsattest af 1.12.1904.

Julemærket bar, med Hans Majestæt Kongens tilladelse, Dronning Louises billede til erindring om dennes altid vågne interesse for velgørenhedsgerning, og ikke mindst for den, der var til gavn for syge børn.

Det blev udgivet på dispensation af Postvæsenet ved cirkulære af 23.11.1904. Det var især problemerne med den rigtige placering af julemærker på breve og brevkort til udlandet som optog postvæsenet. Specielt det engelske postvæsen var i starten modstander af at se danske julemærker på breve og brevkort til England. Julemærket kom i handelen den 10.12.1904, knapt 2 måneder senere end provisorierne og de ses anvendt sammen. Julemærket kunne købes ved posthusene og hos private forhandlere til og med den 6.1.1905. Prisen var 2 øre stykket.

Verdens første julemærke, var således en realitet og har hvert år lige siden været et fast indslag i juleposten.

Lokalbrev sendt til Edna Gyllich, den 10.12.1904 - den officielle udgivelsesdag for julemærket.

Marstrand familien og kreolerinden Edna Gyllich

Vel et af de mest interessante breve i samlingen – udover at det er stemplet på førstedagen for den officielle udgivelsesdag for julemærket, så trækker brevet tråde til De Dansk-Vestindiske Øer og familien Marstrand, der bl.a. tæller den kendte guldaldermaler Wilhelm Marstrand:

Otto Jacob Marstrand, der var en ældre bror til Wilhelm Marstrand udvandrede i 1830 til Dansk Vestindien, hvor han slog sig ned som tømmerhandler, og senere udnævnt konsul og brandmajor, i byen Charlotte Amalie på øen St. Thomas. Her oplevede Otto Marstrand von Scholtens afskaffelse af slaveriet i 1848. Otto var i 1845 blevet gift med Annie Dorothea Marstrand og parret havde siden fået fire børn. Osvald i 1846, Emily Othilia i 1848, Annie Lætitia i 1850 og lille Wilhelm Troels i 1855. Annie Dorothea var kreolerinde, altså en kvinde født og opvokset ude i Vestindien og dermed præget af skikke og adfærd, som folk hjemme på det gamle kontinent havde for vane at se ned på og betragte som en smule primitive.

I 1855 sendte Otto sin ældste søn Osvald på 9 år hjem til Danmark for at gå i skole. I Danmark boede sønnen sammen med Wilhelm Marstrands familie i professorboligen på Charlottenborg. Året efter kom også Osvalds moder og de yngre søskende til København. Børnene for at få en smule dansk skolegang og dannelse og fru Marstrand for at få noget hvile. Som hendes mand Otto havde skrevet til Wilhelm: ”Min Kone er meget nerveus og trænger til et koldere Climats indflydelse”.

Som opvarterske for den sarte og nervøse fru Marstrand og hendes børn havde de medbragt nannyen Justina. Hun havde nok at se til. Ikke mindst når det kom til det yngste af børnene, lille Wilhelm Troels. Den vinter blev han syg. Og den 30. januar 1857 døde drengen, 14. dage før sin to-års fødselsdag.

Måske var dette, hans yngste barns død, en medvirkende årsag til, at Otto Jacob Marstrand nu brød op fra St. Thomas og satte kursen mod Danmark. Han kom i hvert fald til København i 1857.

Og her blev det besluttet, at Ottos bror Wilhelm skulle male den lille vestindiske familie, der nu var samlet i den danske hovedstad.

Maleriet blev på ingen måde et traditionelt familieportræt. Som den kunstner, han var, besluttede Wilhelm Marstrand at ”vende tingene på hovedet”. At gøre biperson til hovedperson. Og hovedpersoner til bipersoner. Han faldt nemlig for den anderledes, den eksotiske, den mørke Justina. Gjorde hende til den centrale skikkelse i værket, han den sommer malede i Frederiksberg Have. Mens de egentlige hovedpersoner, Otto Jacob Marstrand og hans kreolske hustru, blot skimtes i baggrunden sammen med sønnen Osvald.

I forgrunden ses Justina med blikket rettet mod beskueren. Hun er helt centralt placeret i forgrunden med de to Marstrand-søstre Emily Ottilie og Annie Lætitia på hver side. De to piger holder fast i barnepigen, klædt i ens kjoler i blågrønne farver, med samme frisurer og med fjerne blikke fremstår de næsten identiske. Barnepigen er hovedpersonen i det marstrandske familieportræt – hun er det kompositoriske og koloristiske centrum.

Maleriet er et meget vigtigt maleri i forståelsen af Danmarks rolle som kolonimagt og som slavenation, og netop nu, hvor det er 100-året for afståelsen af Dansk Vestindien til USA, er det så aktuelt som nogensinde før, fordi der er så forholdsvis få malerier af danske malere, der afbilder slaverne og deres efterkommere – og slet ikke som her, hvor en ung sort vestindisk kvinde er maleriets altoverskyggende hovedperson.

Emily Ottilie, der er portrætteret til venstre, arvede maleriet efter faderen. Emily giftede sig i 1871 med bankdirektør og konsul Gustav Oscar Gyllich. De boede på de Vestindiske Øer og fik 5 børn. Den yngste, der blev født i december 1881, hed Edna. Da hun var lille flyttede familien fra St. Thomas til Danmark. Edna arvede maleriet efter sin mor og det har hængt hos hende til hun døde i 1960`erne, hvorefter et barnebarn arvede det. Den Edna Gyllich, der er modtager af brevet fra 1904, hvor hun var 23 år - kan I mærke historiens vingesus…

Nannyen Henriette Adams med Edna Valborg Gyllich på skødet.

Tryksager

1: Lands- og lokalportosats for tryksager

Ved overgangen fra rigsmønt til kronemønt den 1. januar 1875 blev portoen 4 øre i stedet for 2 skilling for indenlandske tryksagsforsendelser op til 250 gram.

Taksten var gældende frem til den 1. januar 1919 for så vidt angår landsporto. 4/8 øres provisoriet var således (som) skabt til at dække landsportosatsen, der var gældende i hele provisoriets naturlige brugsperiode.

Lokalportosatsen, der til at begynde med, også var 4 øre blev imidlertid halveret, dvs. sat ned til 2 øre pr. 1. december 1905 og 4/8 øres provisoriet fandt således alene anvendelse til lokale tryksagsforsendelser i godt 1 år, i perioden fra ultimo oktober 1904 til 1. december 1905.

Lokal tryksag fra Sejerø med helark af julemærket sendt til kommunelæge Lau, takst 4 øre - meget spektakulær forsendelse

Lokal tryksag sendt i Kjøbenhavn fra Centralbanken for Handel og Industri til Manufakturhandler L. A. Philip, Pilestræde 41, den 17.01.1905, takst 4 øre.

Tryk 121 med rammematrice 5A

Rammerne i tryk 120 og 121: Hører som tidligere nævnt til ”hovedgruppe 5”, og ligesom for ovalerne blev der anvendt uændrede rammesettings til begge tryk. De benævnes 48A + 48B. Alle rammerne i de to tryk er rette, og der er kun få fejl i rammerne, men der er otte forskellige rammematricefejl, som benævnes RM. 5A, 5B, 5B1, 5B2, 5D, 5D1, 5G og 5H.

(Billede af RM 5A, 5B, 5B1 og 5B2)

Philip på Pilestræde - politiker og pengenes professor

I bogen ”Min Barndom – Kendte danskere fortæller” indleder Kjeld Philip sin fortælling ”Huset i Pilestræde” med ordene: ”Den 3. april 1912 fødtes jeg på 3. salen i Pilestræde 41. Min mor var da ret gammel 36 år, min far 44.”

Kjeld Løwenstein Philip, 03.04.1912 – 27.10.1989, var dansk politiker og nationaløkonom; gift med Grethe Philip.

Kjeld Philip blev 30. maj 1942 den første dr. Oecon. Fra Aarhus Universitet, da man tildelte den unge cand.polit den økonomiske doktorgrad for disputatsen ”Bidrag til Læren om Forbindelse mellem Det Offentliges Finanspolitik og den økonomiske Aktivitet”. Han var professor i socialpolitik og finansvidenskab ved Aarhus Universitet 1943-49, professor i national-økonomi og socialpolitik ved Stockholms högskola 1949-51 og professor i statsvidenskab ved Københavns Universitet 1951-69.

Kjeld Philip var handelsminister 1957-60, finans-minister i 1960 og økonomiminister 1961-64; 1960-64 var han MF for Det Radikale Venstre.

Han bestred desuden en lang række bestyrelses-poster, var bl.a. formand for Styrelsen for Teknisk Samarbejde med Ulandene og skrev flere bøger samt et stort antal tidsskrifts- og avisartikler om økonomi og skattepolitik.

Postkort med motiv af Pilestræde, hvor Kjeld Philip blev født og boede i barneårene

Postkort med motiv af bygningen hvor Centralbanken for Handel og Industri havde til huse, hjørnet af Nygade, Skoubogade 1. Det er de mørke vinduer på 1. sal længst til højre i billedet

2: Lands- og lokalportosats for tryksager

Den maskinelle afstempling i Danmark blev indført ved årsskiftet 1904. Det var båndmaskinstempler, der stemplede i hele forsendelsens længde.

2 tryksagsforsendelser, landsportotakst 4 øre, begge stemplet med båndmaskinstempel København 31 XII 04 11-12 F

Øverste: Ankomststemplet Holbæk 31.12.04. Nederste: Sendt fra firma H.P. Sundorph til Kjøbmand og Bankdirektør Jens Fugl, først ankomststemplet i det nye år, Vordingborg 01.01.05

Tryk 121, begge med rammematricefejl 5G

Tehandlerfirma H. P. Sundorph`s mange år Ved Stranden

Hans Pay (1738-1777) født i Drammen, etablerede sig i 1768 som porcelænshandler og virkede i 3 år sammen med en kompagnon, senere alene; i 1771 fik han bevilling til at handle med urtekramvarer og blev i 1776 indskreven som virkelig urtekræmmer.

Hans enke, Mette Christine, født Collstrup (1752-1843) fortsatte forretningen, men ved hendes ægteskab med Søren Christian Sundorph (1743-1794) gik den over til denne; han hed oprindelig Søren Christensen, man antog navnet Sundorph efter sin fødeby, Nørre Sundby ved Limfjorden.

Da han døde, måtte enken for anden gang overtage forretningen, som hun ledede først alene senere i forbindelse med sine 2 sønner; en tidlang førte den navn af Mette Christine sal. Sundorphs Enke & Co., hvilket senere forandredes til Sundorphs Enke & søn.

Den ældste søn, Christian Severin Sundorph (1780-1826) indtrådte i firmaet i 1812, den yngre søn, Hans Pay Sundorph (1790-1860) i 1816, og i 1826 blev han eneindehaver af forretningen, som derefter fik firmanavnet:

H. P. Sundorph

Ved hans død gik firmaet over til sønnen, Georg Christian Sundorph (1826-1875), som i 1856 var indtrådt i Lauget, og efter denne til enken Anna Margrethe Sundorph, født v. Stöcken; i 1884 optog hun sin søn, Hans Pay Sundorph som kompagnon, og denne blev eneindehaver i 1894, da moderen udtrådte af forretningen, som efterhånden var gået over til at være tehandel.

Firmaet har fra dets grundlæggelse ligget på adressen Ved Stranden 10, København, med undtagelse af den tid, da det på grund af den store ildebrand i 1795, under hvilken huset nedbrændte totalt, måtte benytte en træbod på slotspladsen.

Postkort med motiv af Ved Stranden - Tehandlerfirma H. P. Sundorph ligger til venstre i billedet, den sidste bygning før Holmens kirke

3: Hvad kunne så sendes som tryksager?

Når spørgsmålet overhovedet er relevant, er det naturligvis fordi portotaksten for tryksager er billigere end portotaksten for breve.

Begrebet tryksager kendtes allerede i postloven af 1851, om end selve ordet ikke anvendtes.

I postloven af 1851 § 3 A bestemtes nemlig, at ”Frankerede Forsendelser indtil 8 Lods Vægt under løse Korsbaand eller Enkeltbaand, som ikke indeholde andet Skrevet end Adressen, Afsenders Navn, Afsendelsesstedet og Datum, betale indtil 4 Lod som Enkeltbrev, over 4 indtil 8 Lod som et Dobbeltbrev. Herunder henhøre ogsaa Priiscouranter, om end Priiserne ere tilføjede med Skrift og Correcturark, hvorpaa ikkun Rettelserne ere skrevne.”

Den 1. oktober 1865 blev området for, hvad der kunne forsendes med korsbånd udvidet med vareprøver og mønstre og op gennem 1870`erne blev området udvidet til andet og mere end korsbåndsforsendelser, nemlig til brevkort med trykt bagside og åbne konvolutter med påtegningen ”Trykt” eller ”Tryksager”

Og selvom det i praksis ikke kunne volde de store vanskeligheder at konstatere, hvad der var trykt – var det imidlertid ikke altid, at trykte papirer kunne passere.

I opregningen fra 1902 over, hvad der indholdsmæssigt henhørte under tryksager, aner man således en politisk skillelinje, idet trækningslister for udenlandske præmieobligationer og lotterier ikke kunne befordres som tryksager, selv om det var tryksager.

Hvad der måtte fremsendes under korsbånd/tryksager, kunne i øvrigt også medføre nogle temmelig subtile sondringer. Eksempelvis måtte billeder og kort godt være kolorerede, men ikke håndtegnede.

Korsbånd sendt fra Esbjerg 12.04.1905 til Hr. A. Kühl, Trafikassistent ved Statsbanerne Skive, takst 4 øre

121. tryk, rammematrice 5G, ovalmatrice 5, position A 44

Trafikassistent, senere Stationsforstander, August Kühl og fru Mette Marie Kühl

Louis August Heinrich Kühl blev født den 24. januar 1865 på Nørre Voldgade 84 i København, som søn af August Theodor Kühl og Marie Caroline Kühl.

Senere flyttede August til Skive og blev her gift med Mette Marie Just, der var datter af kolonivarehandler/grosserer Jens Just, og Haraldine Vilhelmine Elisabeth Svanberg Just.

Sammen fik de børnene Jens August Eivind Alf Just Kühl og Wilhelm Carl Harald Finn Kühl.

August Kühl var i starten af 1900-tallet trafikassistent og avancerede senere til stationsforstander ved Statsbanerne i Skive, hvor han virkede frem til starten af 1930`erne. I de tidlige 1930´ere flyttede familien til Sdr. Banevej 25 i Hillerød. August døde den 18. november 1957, 92 år gammel, på De gamles Hjem, Hillerød.

Postkort med motiv af Banegaarden i Skive, hvor August Kühl virkede som stationsforstander i mange år

4: Korsbånd, indland

Korsbåndsforsendelse til Asmindrup-Qvandløse Sogneraad pr. Holbæk, takst 4 øre

Korsbåndsforsendelse med cirkulære til samtlige Amtmænd sendt på foranledning af Enevold Sørensen, Indenrigsministeriet til Gauerslund Sogneraad pr. Børkop, takst 4 øre

Kopi af korsbåndsforsendelsens tekst

Enevold Frederik Adolf Sørensen - indenrigsminister ved systemskiftet 1901

Enevold Frederik Adolf Sørensen (21. september 1850 – 1. februar 1920) var bladredaktør, politiker og minister.

Han blev født i Karrebæksminde, og var søn af skibsfører Ernst Adolf Sørensen (22. november 1822 – 10. februar 1890) og Frederikke f. Clausen (f. 31. august 1830).

Han blev opdraget hos sin morfar, der var skolelærer i byen, og førtes derpå ind på at forberede sig til lærergerningen, medens alle hans brødre blev sømænd. Han studerede på Blaagaard Seminarium 1866-69, tog skolelærereksamen 1869 og var i et par år huslærer.

I marts 1872 blev han redaktør af Venstre-bladet Kolding-Folkeblad, som Christen Berg havde stiftet i december 1871, og var i over 29 år dets leder, mens han desuden indtil 1899 forestod udgivelsen af den række blade, som Berg efterhånden stiftede i det vestlige Jylland. Han lagde som redaktør mere vægt på at give gode oversigter over dagens tildragelser end på at drive egentlig agitation, skyede brugen af store ord og var snarere ironisk end patetisk i sine udtalelser. Han arbejdede bladet op til et stort og udbredt blad og styrkede derved Venstres stilling i byen og omegnen. Hans virksomhed påskønnedes også derved, at han 1894 blev formand i „Vesnstrebladenes Forening”.

I 1882 valgtes han ind i byrådet og kastede sig fortrinsvis over de offentlige arbejder. Ved sin indsigt og sit fremsyn vandt han stor indflydelse. Siden 1885 var han desuden medlem af amtsskolerådet. I 1887 valgtes han til folketingsmand for Vejle Amts 6. kreds, genvalgtes i 1890, men faldt igennem 1892. Han tog ikke megen del i forhandlingerne, men viste altid en selvstændig holdning og var bl.a. medlem af udvalgene om kommunal valgret og hemmelig afstemning samt om søloven. Under forhandlingerne om lønningsloven for de lærde skoler krævede han en skolereform som vilkår for lønningsforhøjelsen og tillige adgang for kvinder både som lærlinge og lærerinder.

I 1898 valgtes han på ny til Folketinget for Koldingkredsen, og blev straks medlem af finansudvalget (der tillige drøftede skattereformerne) og af udvalget om arbejdet i fabrikkerne.

I 1901 blev han ved systemskiftet indenrigsminister i den første Venstreregering. Han var indenrigsminister 1901-1905 og kultusminister (dvs. undervisnings-, kirke- og kulturminister) 1905-1909. Af Venstre-ministrene fra 1901 fik han den længste ubrudte ministertid.

Han udtrådte af Rigsdagen i 1918 pga. sygdom, som også prægede hans sidste leveår.

Enevold Sørensen ægtede 27. maj 1882 Isca Clausen (f. 10. oktober 1852), datter af købmand N.P. Clausen i Helsingør.

Postkort til minde om den 23. juli 1901 - da konge og folket fandt hinanden

Enevold Sørensen ses nederst til højre

5: Korsbånd, udland

I perioden 1. april 1879 til 1. januar 1921 udgjorde taksten for tryksager til udlandet 5 øre pr. 50 gram.

Opfrankeret helsagskorsbånd (XB 2b), sendt fra Kjøbenhavn 19.04.1905 til Elna Bergmann, Paris, Frankrig

Anden vægtklasse 50 til 100 gram, takst 10 øre

Opfrankeret helsagskorsbånd (XB 5), sendt fra Vestervig 06.09.1906 til N. P. Bendixen, Esq, Newcastle on Tyne, England

Sjette vægtklasse 250 til 300 gram, takst 30 øre - markeret med VI på forsendelsen

Koncertsangerinde Elna Bergmann

Elna Christine Elisa Bergmann blev født den 11. juli 1875 i Fredericia, som datter af musikdirektør Julius Bergmann (død 1904).

Gift en periode med komponisten Alfred Tofft, der bl.a. skrev melodien til „Ole sad på en knold og sang“. Sammen fik de tvillingesøstrene Alfa og Beta Tofft.

Hun blev uddannet til pianistinde af professor Ove Christensen, senere i sang af Dévilliers i Paris. I september 1905 debuterede hun som sangerinde i Tivolis Koncertsal. Siden optrådte hun i de fleste danske provinsbyer, samt i Sverige og Finland.

I 1913, da tvillingerne var 3 år, rejste Elna til USA.

„Den første Søndag, når Solen skinner, kommer jeg tilbage“.

Men solen skinnede ofte, uden at moderen kom tilbage, og børnene voksede derfor op hos faderen.

Først i 1924 vendte Elna hjem, hvor hun slog sig ned i Århus. Hun døde i 1933.

Tivolis Koncertsal, hvor Elna Bergmann debuterede som koncertsangerinde i september 1905

6: Tryksagsbrevkort, indland (og grænsepostordningen Danmark/Nordtyskland)

Omkring århundredeskiftet var det meget almindeligt at engrosfirmaer via tryksagsbrevkort anbefalede deres varer og samtidig adviserede detailhandleren om at en af firmaets repræsentanter ville aflægge et snarligt besøg, hvorfor de bad den pågældende detailhandler reservere ham ordrene.

For- og bagside af tryksagsbrevkort sendt fra Nørager til H. J. Bundgaard, Rønde, takst 4 øre

Stjernestempel Nørager og sidestemplet med togstempel Hobro Løgstør 25.11.04 T 1128


For og bagside af tryksagsbrevkort sendt fra Aalborg til Hr. P. Ehrenreich Isenkræmmer, Aarhus, takst 4 øre


For- og bagside af tryksagsbrevkort sendt fra Fredericia til Woyens og eftersendt til Grammby, Schleswig

Takst 5 øre pr. 50 gram - forsendelsen markeret utilstrækkelig frankeret og sat i strafporto

Indførelse af grænsetakst:

Postconventionen som blev indgået med de på den ene side tidligere danske hertugdømmer, og på den anden side kongeriget med virkning fra 01.08.1865 bevirkede, at brevforsendelser mellem visse byer i grænseområdet kunne befordres til almindelig indenlandsk porto.

Gradvist blev ordningen udvidet til pr. 01.04.1880, at omfatte alle posthuse mellem hvilken afstanden i lige linje ikke oversteg 30 km.

I den behandlede periode var tryksager og brevkort ikke omfattet, takster for disse blev som til det øvrige nordtyske område.

Ovennævnte forsendelse fra Fredericia til Woyens kunne, selvom begge posthuse var omfattet af grænsepostordningen, ikke sendes til almindelig indenlandsk porto, da der var tale om en tryksag, som jo netop ikke var omfattet af ordningen. Og havde tryksager været omfattet, kunne den alligevel ikke have været sendt til indenlandsk porto, da afstanden mellem Fredericia og Woyens overstiger 30 km.

Isenkræmmer Peter Martin Jørgensen Ehrenreich

Peter Martin Jørgensen Ehrenreich blev født den 12.03.1866 i Grenaa. Død på Kommunehospitalet i Arhus i juli 1944, 78 år gammel. Gift med Cathrina Louise f. Kaiser, født den 01.04.1873 i Berufjord, Island. Parret fik 7 børn.

Peter blev uddannet i Vaters Isenkramforretning i Viborg 1880 - 85 og var en tid ansat i faderens forretning i Grenaa. I 1898 løste han borgerskab i Aarhus og samme år købte han Tømrermester C. Rasmussens ejendom på hjørnet af Jægergaardsgade og Bruunsgade for 55.000,- kr., hvorfra han siden juni 1898 drev forretning.

Medstifter af Aarhus Isenkramforening, hvor han sad i bestyrelsen i over 40 år, som hhv. kasserer, næstformand og formand, siden æresmedlem. I samme årrække kasserer og næstformand i Isenkræmmerforeningen for Jylland og Fyn - ledede gennem mange år Branchens Lærlingeeksamen på Jydsk Handelshøjskole.

Endvidere medlem af Købmands- og Haandværkerbankens Repræsentantskab, i Ligningskommissionen og en årrække formand for Aarhus Skipperlaug og formand for Rytteriforeningen (1909-24) og for de samvirkende jydske Rytteriforeninger.

I sine yngre dage var han en meget livlig og selskabeligt anlagt mand med et godt humør. I de sidste år var han svagelig, men trods åreforkalkning ledede han sin forretning i Bruunsgade 34 indtil året før sin død, en del år med to af sine sønner, som nærmeste medarbejdere.

Optaget i Logen St. Clemens 1908, erholdt VIII grad 1918.

Ridder af Dannebrog.

Postkort med motiv af Bruunsgade, Aarhus

Den lyse hjørnebygning til venstre for sporvognen er Ehrenreich` isenkramforretning - klik på billedet, så vil I kunne se at der står Peter Ehrenreich` Isenkram over døren

7: Tryksagsbrevkort, udland

Blandt brevkort- og frimærkesamlere var der i begyndelsen af det 20. århundrede en udbredt udveksling af brevkort og frimærker ikke kun i Europa, men også til fjerne destinationer i Afrika, Sydamerika og Asien.

Som tidligere nævnt var det muligt at sende brevkort som tryksager (til den halve porto), når blot ordet brevkort var overstreget og så skulle forsendelsen (helst) indeholde ordet Imprimé eller Printed matter, henholdsvis det franske og det engelske ord for tryksag.

Ikke sjældent var disse tryksagsbrevkort frankeret på motivsiden, hvilket der her gives nogle eksempler på.

Tryksagsbrevkort med motiv af Orebygaard pr. Saxkøbing


Tryksagsbrevkort med motiv af Den Engelske Kirke


Tryksagsbrevkort med motiv af Elefantporten, Ny Carlsberg


Tryksagsbrevkort med motiv af Labæk, Holbæk

Elefantporten, Carlsberg - Laboremus pro Patria

Bygget i 1901 efter tegninger af Vilhelm Dahlerup. Bygningen fungerede som adgangsport til Ny Carlsbergs bryggeri fra Valbysiden.

Tårnet havde funktion som vandbeholder, urtebeholder samt køling af ølurten på dens vej fra bryghus til gærkælder. Tårnet blev ombygget i 1960’erne til kontorlokaler og gennemgang til bryghuset.

Elefanttårnet er udført i røde tegl, og bæres af en sokkel i bornholmsk granit udhugget som fire elefanter. Bygningen har rundbuede trævinduer, og udsmykninger og tagkuppel er i kobber.

Nilaus Fristrup har udført modeller til elefanterne, de er hugget af stenhuggerfirmaet Hans og Jørgen Larsen, hvor billedhugger H.P. Pedersen-Dan var tilknyttet.

En dobbeltbuste af Ottilia og Carl Jacobsen er anbragt mellem to søjler i loggiaen over elefanterne, så de skuer ud over Ny Carlsbergs anlæg, skulpturen er af billedhuggeren Ludvig Brandstrup.

På elefanternes dækkener ses Ny Carlsbergs varemærke svastikaet, som Carl Jacobsen indregistrerede som varemærke i 1881, og initialer på Carl Jacobsens fire levende børn Theodora, Vagn, Helge og Paula.

Valget af elefanter skal ses i sammenhæng med Carl Jacobsens valgsprog:

Laboremus Pro Patria: ”Lad os arbejde for fædrelandet”

Elefanten symboliserer trofasthed og styrke.

På vestsiden af bygningen over valgsproget ses to små figurer af henholdsvis Ceres og Merkur, samt to dragelignende hoveder udført i kobber. Øverst navnene ”Ottilia” og ”Carl Jacobsen” med guldbogstaver. Bygningen er fredet.

Postkort med motiv fra Det nye Bryghus, Carlsberg Bryggerierne

aendring_til_programmet.txt · Sidst ændret: 2018/01/08 17:08 af admin