De lokaler, frimærkeklubben har lejet af Næstved kommune, er på ca. 75m2 fordelt på et stort lokale med plads til ca. 100 personer. Der er et mindre, men udmærket køkken - med komfur og 2 kaffemaskiner samt porcelæn til mange personer. På klubaftener sælges kaffe med kage - samt øl og vand til særdeles rimelige priser. Klubmøder starter hver tirsdag kl. 18.45, men normalt begynder aktiviteterne først kl. 19.30, for at give alle medlemmer mulighed for at deltage.
Alle aftener er der mulighed for at bytte materiale samt almindelig udveksling af oplysninger om nyt på frimærkeområdet.
Af sædvanlige aktiviteter kan nævnes, at der fire gange årligt er bankospil. Til juleafslutningen er der rigtig gode gevinster. Efterår og forår holdes en stor skrammelauktion, og mindst hver måned holdes klubauktion. I årets løb er der flere gode foredrag, der spænder vidt. Hvert år i februar er der på Grønnegades Kaserne en stor byttedag med deltagelse af klubber fra hele området & frimærkehandlere.
Klubben har altid 3-4 spændende foredrag om filateli per sæson. Her bruger vi klubbens egne foredragsholdere samt de fra SFK. Se mødeprogram for datoer i denne sæson.
Klubbens bestyrelse er altid villige til at vurdere samlinger og enkeltmærker samt til at formidle salg eventuelt på vore klubauktioner. Til klubbens medlemmer udlånes gratis alle former for kataloger.